Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
- Vi har oplevet en kolossal interesse for at deltage i Sejlsportsligaen, siger Christian Lerche, der er formand for Sejlsportsligaens styregruppe. Foto: Katrine Bertelsen

18 klubber klar til ny 2. division i Sejlsportsligaen

Sejlsportsligaen udvider fra 18 til 36 klubber. Den nye 2. division vil bestå af de fem nedrykkere fra første ligasæson plus placeringerne 6-18 ved efterårets kvalifikationsstævne.

Af Troels Lykke |

En 2. division har længe stået som øverste punkt på Sejlsportsligaens ønskeliste. Nu bliver planerne til virkelighed. Ligaforeningens styregruppe har besluttet at søsætte en 2. division allerede fra 2015-sæsonen.

Første stævne i den næstbedste række finder sted i Skive den 16.-17. maj – hvilket er en weekend senere end Sejlsportsligaens sæsonåbning.

”Vi har oplevet en kolossal interesse for at deltage i Sejlsportsligaen. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi i styregruppen nu har kunnet træffe beslutning om at indføre en 2. division. Det giver en masse nye klubber og sejlere mulighed for at opleve ligaformatet, og vi bygger videre på det momentum, der blev skabt i første ligasæson,” forklarer Christian Lerche, direktør i KDY og formand for Ligaforeningens styregruppe.

Stævner over to dage
Ligesom Sejlsportsligaens 1. division vil også 2. division bestå af 18 klubber. Invitationer er i disse dage på vej ud til henholdsvis de fem nedrykkere fra Sejlsportsligaen plus de 13 klubber, der ved kvalifikationsstævnet i oktober 2014 placerede sig fra nummer 6 til 18.

2. divisions-stævnerne afvikles lørdag og søndag – hvilket er en dag mindre end ved ligastævnerne, hvor der også sejles fredag. Og det er ikke det eneste punkt, hvor 2. division bliver afviklet i et mere nedtonet format.

”Udvidelsen med en 2. division har mange fordele, men der følger også udfordringer med. Det gælder især omkring økonomien, hvor udvidelsen stiller store krav til vores styring af omkostningerne,” siger Christian Lerche i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Startgebyr hæves
Han peger på blandt andet medieformidlingen, som vil være begrænset ved 2. dvisionsstævner. Ligeledes kan alle 36 ligaklubber imødese opgaver med transport af både mellem stævnebyerne, ligesom de på skift skal kunne stille gummibåde til rådighed.

Også startgebyret, der i 2014 var på 10.000 kr. pr. klub for alle fire stævner, bliver justeret. For klubber i 1. division bliver startgebyret på 12.500 kr., mens klubber i 2. division, der har færre sejladser, får et startgebyr på 9.500 kr.

Kvalifikation til 2. division?
Budgethensyn kan også betyde, at det fjerde og sidste 2. divisionsstævne, planlagt til at foregå i Skovshoved 12.-13. september, bliver konverteret til et kvalifikationsstævne for nye klubber, der ønsker at komme ind i 2. division fra 2016.

I givet fald vil oprykningen til 1. division blive afgjort efter tredje 2. divisionsstævne i Faaborg – med et stævne mindre bliver klubbernes startgebyr reduceret tilsvarende.

”Lige nu ved vi ikke, om der er nok interesserede klubber til at begrunde et kvalifikationsstævne til 2. division. Interessen ved sidste år ligakvalifikation var uventet stor – måske bliver vi overraskede igen. Det skal vi bruge den næste tid på at afklare, før vi ved, om 2. divisionssæsonen bliver på tre eller fire stævner,” forklarer Christian Lerche.

De 18 inviterede klubber til 2. division er:

Nedrykkere fra Sejlsportsligaen - Skive Sejlklub, Sejlklubben Sundet, Sejlklubben Neptun Vejle, Svendborg Sunds Sejlklub, Egå Sejlklub.

Placeringerne 6-18 ved kvalifikationsstævnet – Holbæk Sejlklub, Yachtklubben Furesøen, Bogense Sejlklub, Gilleleje Sejlklub, Helsingør Sejlklub, Struer Sejlklub, Brejning Båd Klub, Fredericia Sejlklub, Vedbæk Sejlklub, Thurø Sejlklub, KØS Sejlsport, Nivå Bådelaug, DTU-Sejlsport.

De 18 klubber har de næste uger til at besvare invitationen. Hvis én eller flere takker nej, vil de ledige pladser i første omgang blive tilbudt Sejlklubben Lynetten og Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, der sluttede som henholdsvis nummer 19 og 20 ved kvalifikationsstævnet.

De fire ligastævner over to weekender i 2015 er:

Stævne 1, Skive Sejlklub
 1. division, 8. - 10. maj 2015
 2. division, 16. - 17. maj 2015

Stævne 2, Horsens Sejlklub
 1. division, 12. - 14. juni 2015
 2. division, 20. - 21. juni 2015

Stævne 3, Faaborg Sejlklub
 1. division, 21. - 23. august 2015
 2. division, 29. - 30. august 2015

Stævne 4, Skovshoved Sejlklub
 1. division, 25. - 27. september 2015
 2. division, 12. - 13. september 2015

Ved det sidste stævne i Skovshoved bytter ligaen og 2. disivion plads, således at sæsonen slutter med kåring af den nye danmarksmester.

content-loader
content-loader
content-loader