Gå til hoved-indhold
Sten Emborg runder om få dage sit femte år som daglig leder af Søsportens Sikkerhedsråd. Foto: Leif NielsenKort Nyt
Sten Emborg runder om få dage sit femte år som daglig leder af Søsportens Sikkerhedsråd. Foto: Leif Nielsen

Undgå vinterulykker - fem råd fra Sten Emborg

Holder du stædigt fast i sejlsæsonen, er sikkerheden ekstra vigtig. Leder af Søsportens Sikkerhedsråd, Sten Emborg, kommer derfor med gode råd til, hvordan du undgår ulykker til søs.

Af Sara Sulkjær |

Flere bådejere forlænger sejlsæsonen, så den nu også tæller de kolde vintermåneder. Det medfører en række anderledes og smukke oplevelser, som dog også kræver øget opmærksomhed på sikkerheden.

- Det er endnu vigtigere at kalde hurtig hjælp. Ryger du i vandet, forsvinder dine kræfter hurtigere, og du glider hurtigere ind i bevidstløsheden, fortæller Sten Emborg, leder af Søsportens Sikkerhedsråd, således til minbaad.dk.

Her fremhæver han særligt jagten på julesilden eller årets sidste sejltur som de helt store syndere, når sejlere kommer i problemer til havs. 

Fem vigtige råd 

Sten Emborg kommer derfor med fem gode råd, som vintersejlerne bør rette blikket særligt imod:

1. Planlæg din tur
Tag altid udgangspunkt i dette sejlråd og gennemtænk din tur, inden du tager ud. Vælg en mindre tur, som du kan magte. På den måde undgår du at stå uden kræfter i kulden. Hellere en lille succes, end en stor fiasko.

2. Klæd dig varmt på og brug vesten
Tænk ikke på lufttemperaturen, men klæd dig i stedet på efter vandets temperatur. Benyt her 3-lags-princippet og husk hue og et par isolerede sejlerhandsker. Hvis du har en flydedragt, er det nu, den skal findes frem - husk dog altid at suppler med god redningsvest.

3. Forbudt at falde i vandet 
Vandet er koldt, og kroppen mister derfor hurtigt varme, hvis du skulle ende i baljen. Brug derfor en livline, som kan holde dig ombord. I sommeren kan du ligge op til 4 timer i vandet. Det er dog ikke tilfældet i vinterperioden, hvor du maksimalt har omkring 60 minutter, inden hjælpen skal være fremme.

4. Ha’ en livline til land
Vær altid i stand til at kalde hjælp. Du skal have en nødsender på dig, da en fastmonteret VHF ikke er til megen nytte, hvis du selv ligger i vandet. Brug derfor eksempelvis håndholdt VHF, epirb, PLB eller lignende.

5. Vær opmærksom på singlehand
Er du alene ombord, er der naturligvis ingen, der umiddelbart kan hjælpe dig, hvis uheldet skulle være ude. Her er konsekvenser af fejl ekstra store, når vandet og luften er kold. Tag derfor gerne en sejlerkammerat med ombord. 

Fokus på kulden

Rådene er ikke kun velovervejede, men har også et vigtigt hovedtema.

- Jeg har taget udgangspunkt i det, der gør vintersejlads forskelligt fra sommeren. Vandet bliver koldere, og jeg har derfor sat særligt fokus på kulden, fortæller Sten Emborg om rådene. 

Han understreger dog samtidig, at den megen snak om risikoerne i det kolde vand ikke skal holde dig fra sejlads i vintermånderne. 

- Har man fuldt rådene, kan man sagtens have en fed sejltur, fortæller han således. 

Sten Emborg er netop nu i gang med projektet Sejlsikkert, hvor Søsportens Sikkerhedsråd og Trygfonden sammen forsøger at skabe opmærksomhed om farerne til søs. 

Læs mere om projektet her.

content-loader
content-loader
content-loader