Gå til hoved-indhold
Der sejles tæt i OK-klassen. Foto: Torben Weber AndersenSejlklubber
Bo Petersen ligger lige den 30. oktober 2018 nu nummer to på OK-jollernes verdensrangliste efter kiwien Greg Wilcox. Der er 512 sejlere på listen. Foto: Robert Deaves

Klassetjek: OK-jollen - 170 voksne tager ikke fejl

Klassen vokser. For jollen er nem, men når de sidste 10 procents fart skal vristes ud af den, skal man øve sig - meget, forklarer Henrik Kimmer, nu formand i OK-klassen.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk tager temperaturen i de danske bådklasser. Her fortæller næstformand for OK-klassen, Henrik Kimmer, om enmandsjollen, som gennem de sidste ti år konstant har fået flere sejlere i feltet. 

Henrik Kimmer, hvorfor skal man sejle OK-jolle?

- Det er Danmarks største jolleklasse (for voksne, red.) med omkring 170 både. Her er stor aktivitet og en god bredde, hvor også flere tidligere professionelle sejlere er med, da de synes, her er en fed konkurrence og en god ånd. En ånd, hvor man dyrker kapsejlads på et seriøst plan med masser af træning og går til stålet til stævnerne, men hvor man samtidig hygger sig, uanset hvor man ligger i feltet. 

- Det fede ved OK-jollen som enmandsjolle er, at alt afhænger af dig selv. Du styrer, trimmer, hænger og står for taktikken. Selve jollen er ubarmhjertig, for hvis du f.eks. ikke hænger nok, mister du power og dermed fart. Egentlig er den nem at sejle, men skal de sidste 10 procent vristes ud, skal man øve sig - meget.

Hvad koster det at sejle OK-jolle?

- For 40.000 kr. har du en konkurrencedygtig brugt jolle inkl. sejl og kulfibermast, hvor grejet de første år ikke vil være din undskyldning for at være udenfor top-10 i Danmark. Men på brugtmarkedet finder du også fine joller til 20.000 kr. De fleste skifter sejl én gang om året, hvilket koster omkring 8.000 kr. 

- Vi har to meget kvalificerede bådebyggere i Danmark, hvor en nybygget jolle koster omkring 70-80.000 kr. De har kapacitet til at bygge omkring 20 joller om året, som alle bliver revet væk. Til de nye joller kommer også mast og sejl, så den samlede pris løber op i 90.000 kr. 

Hvad gør I for at få nye ind i klassen?

- ”De åbne arme” er entydigt dét, som skaber klassens fremgang. Vi har sat det i system, da vi i OK-jolle-klubben har investeret i tre hurtige joller, som gratis udlånes til alle, som har lyst til at blive dus med OK-jollen inden køb af egen jolle. 

- Aktuelt er Horsens et præmie-eksempel på en succes. For bare ét år siden var der én OK-jolle-sejler. Nu de 15 entusiaster, som træner flere gange om ugen og yderligere fem er på vej. Baggrunden for successen er én ildsjæl og en masse tidligere kapsejlere, som bare manglede et lille prik på skulderen. 

Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?

- Hvert år planlægger vi 2-3 træningsweekender, hvor vi også trækker på eksperter som landsholdstrænere. Samtidig er folk gode til at hjælpe hinanden med at finde det rigtige grej, og de nye sejlere får gode råd om trimning. Det kan være alle de små trick, som man har rigtig meget brug for som ny. 

Hvor sejles der særligt OK-jolle?

- I både Herslev og Hellerup er der omkring 25 både, mens der er 15 i Horsens, Svendborgsund og i Middelfart. Derudover er en række mindre fleets rundt omkring i landet.

Hvordan ser fremtiden ud for OK-klassen i Danmark?

- Det er svært at se mørke skyer lige nu. Det går rigtig godt, men vi skal passe på ikke at blive for selvfede som klasse og fortsat arrangere ordentlige stævner og ikke slaske med tingene. Samtidig skal vi hele tiden sørge for at finde pulsen blandt vores medlemmer for at finde ud af, hvad de gerne vil. 

Er I tilfredse med jeres hjemmeside?

- Den fungerer rigtig godt og er velbesøgt, selvom Facebookgrupperne gradvist tager mere og mere over. Specielt grejbørsen fungerer helt fantastisk, da stort set alt bliver handlet her. Derudover har vi artikler omkring trim, kapsejladskalender og resultatlister, som er synlige senest ét døgn efter et stævne. 

Der sejles tæt i OK-klassen. Foto: Torben Weber Andersen

Om OK-jollen: 

Design i 1956:  Knud Olsen (se interview med designeren)

Længde: 4 m 

Vandlinje: 3,78 m

Bredde: 1,42 m

Dybgang: 0,9 m

Vægt: 72 kg 

Pris ny sejlklar: 100.000 kroner 

Pris brugt: fra 20.000 kr.

Besætning: Én person

Klasseside: www.okjolle.dk

Blå bog om næstformanden: 
Navn: Henrik Kimmer 

Alder: 54 år

Job: Arbejder med onlinesalg, marketing samt administration 

Sejlklub: Herslev Strand Sejlklub 

Henrik Kimmer, næstformand i OK-klassen i Danmark. Foto: Privatfoto

Et OK-stævne koster typisk 400-450 kroner. Foto: Torben Weber Andersen

Den typiske OK-sejler er mellem 35 og 70 år. Foto: Torben Weber Andersen

Få herunder et overblik over de aktive bådklasser i Danmark. Kun deres primære tilholdssteder er markeret, hvorfor der kan ligge mindre fleets andre steder i landet. Tryk på ikonerne for info om område samt tilhørende bådklasse. Kortet er lavet på baggrund af artikelserien 'Klassetjek':

 

<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=15NAAilxgUw-A4vnUjJhp2wsgQ_Y" width="640" height="480"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader