Vejle Fjord præsterer største H-båds felt til aftenmatch i Danmark
Det bliver et historisk kapsejladsår for sejlklubben Neptun i Vejle. 18 H-både har tilmeldt sig, til den ugentlige kapsejlads torsdag aften på Vejle fjord.
Med 18 H-både på startlinien, kan klubben præsentere det største felt af entype kølbåde i Danmark, til de ugentlige kapsejladser.
Der er flere H-båds stævner, der bliver afviklet med færre deltagere end vores aftensmatch. Det fortæller Palle Koch fra Sejlklubben Neptun Vejle.
Han fortæller videre:
Det skyldes nok synes vi selv, at vi har fået et fantastisk setup til vores kapsejladser.
Vi laver korte baner på under halv sømil op til topmærket, hvilket giver en øget intensitet og konkurrence under kapsejladsen, dette er med til, at vi får rigtig mange styrbord/bagbord situationer, samt en større koncentration af både ved topmærket første gang.
Hvilket er med til at øge opmærksomheden på placeringsevnen ved første topmærke, som netop er et af de store fokusemner ved stævnerne.
Korte baner
De korte baner giver samtidig den fordel, at vi kan nå op til 3 starter på samme aften, hvilket er et andet af de store fokusemner ved stævnerne. Dette resulterer i en masse træning i standard situationer, hvilket vi håber er med til at højne standarden for alle i Vejle.
Det har helt sikkert været medvirkende til, at Sejlklubben Neptun sidste år, havde 3 H-både med blandt de 11 første til DM.
Udover vores egne topsejlere, er to udenbys både tilmeldt, med H-bådskippere som tidligere har ligget blandt de 10 bedste i Danmark, de har nu efter et par år på land, fået blod på tanden igen.
Det er vi absolut ikke kede af her i Vejle, det er blot med til at sige lidt om, hvilket niveau der sejles på til en almindelig kapsejladsaften.
Ny havnekran
Vi har i Vejle netop indviet vores nye havnekran, som er med til at gøre at vi selv kan løfte vores H-både op og i mod køb af et krankort, som giver et ubegrænset antal løft på en sæson.
Dette er med til at gøre det attraktivt for udenbys sejlere, der kan have deres H-båd stående på Vejle havn og blot søsætte den inden sejlads.
Vi er meget centralt placeret i trekantsområdet, med kun 20 minutters kørsel fra mange af de andre sejlklubber i området, hvilket burde gøre det meget attraktivt, for andre H-båds sejlere at deltage.
Det har allerede haft den positive effekt, at vi har fået 4 H-både ekstra ind fra andre sejlklubber i området, som Brejning og Juelsminde.
Men vi kan sagtens være flere på fjorden, hvem synes ikke, det kunne være interessant med over 20 startende på linien hver torsdag, med en intensitet som svarer til et stævne.
Så mød frisk op, og få tilmeldt jer vores kapsejladser, fortæller de i Vejle.