Gå til hoved-indhold
Strandberg Marine, der er på en gård i Tølløse, bygger tre OK-joller ad gangen på det lille værft. PrivatfotoKapsejlads
Strandberg Marine, der er på en gård i Tølløse, bygger tre OK-joller ad gangen på det lille værft. Privatfoto

Strandberg OK-jolle sælger godt - nu 60 bygget på fem år

Jesper Strandberg har succes på sit lille OK-jolle værft på Sjælland. Sejlere betaler let 100.000 kr. for en jolle, uden mast og sejl. Mange har specielle ønsker. Nu 180 aktive OK-sejlere i Danmark.

Af Troels Lykke |

Det går strålende for den 40-årige bådebygger og OK-sejler Jesper Strandberg hos Strandberg Marine i Tølløse.

Frem til september har han fem OK-joller, der skal leveres. Priserne på jollerne er steget, da sejlerne stiller større og større individuelle krav til dem.

- Folks ønsker bliver mere og mere specielle, nogle vil have gennemsigtigt fribord, nogle skal males, nogle vil have finér andre vil have transparante skrog og mange vil have meget ekstraudstyr, og så stiger prisen til 100.000 kroner, forklarer Jesper Strandberg.

125.000 kroner sejlklar

I prisen indgår alle beslag, sværd, ror, men også en Søgren-bom. Men kulfibermast og sejl skal der jo også til, derfor ender prisen let sejlklar på 125.000 kroner. 

Men man kan også købe en OK-jolle med basispakke til 75.000 kroner.

- Tidligere kunne jeg bygge tolv både om året, nu kan jeg kun nå ti på et år, siger bådebyggeren, der typisk bygger tre OK-joller på samme tid.

Har vundet VM og EM

Strandberg OK-jolle har succces, på fem år har han leveret 60 joller til ind- og udland, især tyskerne og danskerne er vilde med jolllen, der både har vundet VM, EM, DM, NM, dansk, svensk og tysk mesterskab. Herhjemme er det den hurtige Hellerup-sejler Bo Petersen, der sejler med Strandberg-jollen.

Om at betale 125.000 kroner for en OK-jolle, siger han uden at blinke med øjnene.

- Det er en af de billigste helt nye joller du kan få, hvis det skal være i store felter, vi har mange der kommer fra kølbådene og kommer man fra en kølbåd, så er det billigt at skifte til ok-jolle, hvor der er langt færre udgifter.

Aarhus-designer får æren

Jollen er hurtig og den ære giver han designer Jan Petersen fra BIG i Aarhus.

- Jan har lavet et godt allround design, der ikke går til ekstremer. Den er hverken fyldig eller er slank, siger Jesper Strandberg, der selv er aktiv i Herslev Strand, hvor mere end 25 OK-joller kæmper, herunder sejlmageren og den fleredobbelte verdensmester i H-båd, Claus Høj Jensen, der holder sig i form med OK-jollen.

180 aktive - stævne i Horsens og Esrum i weekenden

Jesper Strandberg er også formand for OK-klubben. Og det går strygende for klassen, hvor sejlerne typisk er plus 40 år.

- Klassen tramper afsted, vi er 180 aktive medlemmer, der deltager i vores ranglistestævner rundt omkring i Danmark. Vi starter i denne weekend med endagsstævne i Horsens og et på Esrum Sø. Og nu er det jyderne, der stiller med flest OK-joller, forklarer formanden.

Der findes store OK-felter i Horsens, Middelfart, Svendborg, Herslev Strand og i Hellerup. I Kaløvig og Ebeltoft er der en mindre fleet.

Sejlerne i dag har specielle ønsker til jollerne. Det koster ekstra.

Her ses endnu en Strandberg-jolle. Hos Vejle Yacht Service bygger man også OK-joller med succes.

Jesper Strandberg er selv aktiv OK-sejler i Herslev Strand Sejlklub.

content-loader
content-loader
content-loader